UNDER TIDEN

Om de litterære tidsskrifter og den slags kræs og katakrese

Af Finn Barlby

I. Tiden & Skriften, Litteraturen & Livet alias Mødet

“Slå op i en rejseguide. I reglen vil De finde en lille parlør i den, men dette ordforråd gælder underligt nok kun kedelige ligegyldige ting: told, postvæsen, hotel, barber, læge, priser. Men hvad vil det egentlig sige at rejse? At møde andre mennesker. Det eneste vigtige ordforråd er det, der har betydning for mødet.” Roland Barthes: I tegnenes vold.

Sådan.

Det er sådan, det er. Det er mødet med det andet og de andre, der har betydning. Det er sådan set det, litteraturen handler om. Det er sådan set det, de litterære tidsskrifter handler om. Det er mødet og det at prøve at tolke det andet og de andre, der er det afgørende. Det er det at sætte ord på dette møde og det anderledes og hin anden og alt det andet mellem himmel og jord. Sådan set:

“eagle-eyed, spies

swoops,

swhises into town”

(Jonathan Williams)

“[...]

Konfetti på villavejen

Høj musik fra første sal

(Mad i grammofonen)

Raketter hvisler op fra Poul og Hanne

Har vi det ikke herligt

Gæsterne samler ind i en kat

Gæsterne samler ind

Ej venner

Ej Valte

Ej Finnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn!”

(Jens Blendstrup)

Det vil sige: Det er hele pibetøjet. Musikken og maden, sprutten og sprækkerne. Dobbelthedernes liv og leben og livets dobbeltheder. Rødt og grønt.

Det er:

Det er OK. Det er ØK. Det er Passage. Det er Apparatur. Det er Hvedekorn. Det er Spring. Det er PLYS. Der er mange køer på isen.

Det er tegn & gerninger. Det er:

II. Klods-Hans & Klotte-Hans, Remsen & Rusen alias Døren

“”Når du går”, siger en Zen-mester, “da gå blot. Når du sidder, da sid blot. Men fremfor alt, lad være at vakle!””

Roland Barthes: I tegnenes vold.

“at sanse noget særligt som ganske særligt som om det var lige det, der blev sanset, ikke noget lignende eller af samme slags, selv om det, det sansede har at lade os se, egentlig er noget, der mest af alt ligner andre ting af samme slags, er særligt, og det er det, vi gør, hvis nu et menneske dukker op bag et træ eller gadehjørne, og vi, selv om vi genkender det, dog frikender det, fordi vi bør ære det særlige”

(Per Aage Brandt)

Det vil sige: Det er paradoks på paradoks, og det er ironiens sidesang. Det er konflikten mellem på den ene side det almindelige og ordinære og forventelige og på den anden side det u-almindelige og ekstra-ordinære og overrumplende. Det er at se det eventyrlige og u-almindelige ved det hverdagslige og helt infra-ordinære. Det er at læ-se verden og livet og hele hurlumhejet som en anden sporjæger.

Det er - som en anden Klods-Hans - at lade de slidte spor og alt det udenadslærte i stikken og selv (og intuitivt) at tage chancen og stole på indskydelsen og lade det komme an på en prøve. Det er at prøve at “se” mulighederne i det blot alt for almindelige (mudderet og det kasserede og allerede brugte og - så - videre). Det er at tage chancer og åbne døre, der ellers ikke bliver lukket op, fordi de bliver overset eller slet og ret ikke set, som det de er: muligheder.

Det er at “se” de mulige fortællinger i fortællingen - og som en anden Klotte-Hans - at “se” katten i sækken og lade den folde sig ud. Som mulighed. Som potentiale. Som ressource. Som ...

“røveren købte

katten i sækken

huggede solen i stykker

hodet på blokken

mens blodet flød

i en fjern provins

havet krymper sig

og jeg danser på bordet

bødlen sliber sin økse

i et tilstødende lokale”

(Ib Johansen)

Sådan set:

III. Det Andet & Rejsen, Landet & Navnet alias Haven

“Tegnet er et brud, som aldrig blotter andet end et andet tegns ansigt.” Roland Barthes: I tegnenes vold.

Litteraturen handler om de u-standselige forsøg på at komme på klos hold af alle de talløse (h)vide områder i livet og psyken, topografien og tropologien - det handler om via billeder og atter billeder og figurer og - så - videre at få sat “nye” billeder på hele redeligheden. Det handler om at danne billeder af alt det Andet og mere eller mindre u-kendte og u-hyggelige. Det handler om at sætte bo for at få ro. Det handler om, at det Andet får ansigt og navn. Men det handler også om, at dette store, skabende navngivningsprojekt - i virkeligheden - aldrig kan nå frem til den definitive og ultimative happy end - for bag det “nye” navn eller ansigt gemmer der sig altid - og på ny - et andet og nyt, uopdaget og u-opdyrket land. Det betyder, at der hele tiden er endnu nogle hemmelige haver (secret gardens eller Gardens of Love), der skal (eller i hvert fald kan) beses og benævnes og inddrages i denne u-standselige kortlægning af mulige meninger og betydninger:

“Der findes millioner af andre verdener. De ligger parallelt med vores ...” (Philip Pulman)

Det er dobbelthed på dobbelthed - og én u-endelig arabesk. På den ene side er det denne begærlige søgen efter at få rede på det hele (at få navngivet det) - og på den anden side er det samtidig hele tiden denne oplysende og nuancerende og foruroligende og (de)konstruktive kæde af digressioner og andre sidespring. På den ene side: Linjen, fremadskriden og kronologi. På den anden side: Standsning, detaljering og præcisering.

“I et langt spring sætter den [aben - red.] af fra stupaen, svæver gennem det smalle mellemrum mellem vores ansigter og ud i det tomme intet.

I et sekund er den frosset fast mellem himmel og jord. Tiden er gået i stå, tyngdekraften ophævet. Det eneste der bevæger sig er dens hale, som svajende søger balancen. Så lander den på gelænderet, lige så sikkert som den første. [...]

Måske har aberne kastet sig ud i uendeligheden på denne måde lige siden trappen blev forsynet med et gelænder, men jeg bilder mig ind at i dag er første gang. Måske er det oven i købet os der udløste springet [...] og derfor er de eneste der nogen sinde har fået det at se.”

(Hans Ovesen)

Sådan:

IV. Mennesket & Drømmen, Sproget & Tegnet alias Hulen

“Når et kvarter lader sig så fint afgrænse, samle, indeholde og afslutte under sit navn, er det fordi det har et centrum.”

Roland Barthes: I tegnenes vold.

“Kort sagt at være menneske vil sige at tilhøre den art, der har midlerne (sproget og tegnsystemerne) til og behovet for at eksternalisere og dele sine drømme, altså den art der har litteratur.”

(Jørgen Dines Johansen)

På den anden side er der hele dette væld af litterære tidsskrifter. Det vil sige:På den ene side tidsskrifter, der bringer egentlige skønlitterære tekster (nye eller genopdagede eller oversatte ..). På den anden side tidsskrifter, der handler om eller beskæftiger sig med litteraturen og alle disse italesatte drømme.

Det er: Øer. Oaser. Det er helle. Det er huler. Det er steder at være:

“Sein, das verstanden werden kann, ist Sprache.” (Hans-Georg Gadamer).

Det er steder, hvor litteraturens stemmer kan folde sig ud. Det er steder, hvor den litterære analyse og den litterære kritik kan give sit besyv med. Det er den permanente offensiv. Det er den dobbelte offensiv. Først er der selve den litterære fabuleren. Så er der alle disse indgående og dybtgående sonderinger i hele det litterære udtryk. Det er hele tiden - eller i hvert fald: under tiden - et forsøg på at filtrere og destillere - og søge at finde hinsides grænserne og se, hvad overskridelserne kan føre til - og betyde. Det er så at sige at kunne aflæse både røg og glimtsignaler. Det er at tage pulsen på betydningerne. Det er:

 

“Elsket være

den som sulter og tørster, men hverken har

sult at slukke sin tørst med

eller tørst at stille sin sult på!”

(César Vallejo)

Det er:

Det er Kulturo. Det er Banana Split. Det er bændelORMEN. Det er KRITIK. Det er BUM. Det er Reception. Det er Standart. Det er DEN BLÅ PORT. Det er K & K. Det er bogens verden.

Det er:

V. Sangen & Stedet, Sagen & Sansen alias Landet der ikke er

“Det fuldkomne menneskes sind”, siger en Tao-mester, “er som et spejl. Det holder ikke på noget, men forkaster det heller ikke noget. Det modtager, men fastholder ikke.” Roland Barthes: I tegnenes vold.

Det er sangen. Det er sagen. Det er ikke sådan lige til at få hold på. Så hold på hat og briller. For det er storm & stille, hele tiden. Under tiden. Det er hele tiden: Landet længere væk. Det er hele tiden denne svimlende og flyvende malstrøm af gnister og tilnærmeligt og utilnærmeligt ... Det er denne ustandselige pendlen mellem det stereotype og det særlige.

Den er atopos, som jeg elsker, og som fascinerer mig. Og som jeg ikke kan klassificere, netop fordi vedkommende er det Unikke, det særegne Billede, der på mirakuløs vis har indfundet sig som et svar på det særlige ved mit begær. Min elskede er min sandheds figur og kan ikke fanges i nogen stereotype (der jo er de andres sandhed).”

(Roland Barthes)

Det vil sige:

Mødet med litteraturen og de litterære tidsskrifter er på sin vis et møde med det u-topiske, altså det på én gang gode og ikke eksisterende. Eller rettere:Det er mødet med det a-topiske, altså den aboslutte og kategoriske “stedløshed”: Landet der ikke er - og dog er der som fornemmelser og som muligheder og som kræs og katakrese. Et billede, der hele tiden bliver til og bliver til og sådan set (aldrig) vil kunne finde ét fast sted, én fast form og den slags frosne alfabeter (César Vallejo). Det vil sige: Det er bevægelse og atter bevægelse. Proces. Skaben og medskaben. Det er balance, en balancegang - og et spørgsmål om det “rigtige” fodtøj og “det eneste vigtige ordforråd” (Roland Barthes). Det er udfordringen og muligheden. Det er det unikke. Det fascinerende. Det er: Det er ikke labyrint - for den har det med allerede at have valgte veje og et fikseret centrum. Det er arabesk - for den har med det at være både åben og u-endelig. Sådan:

(PS. Citaterne stammer fra følgende bøger og tidsskrifter: Roland Barthes (I tegnenes vold (1999) og Kærlighedens forrykte tale (1985 og 2002)). Jonathan Williams (Apparatur 4/02). Jens Blendstrup (Øverste Kirurgiske 38/02). Per Aage Brandt (Hvedekorn 1/02). Ib Johansen (BUM 1-4/01). Philip Pulman (Det gyldne kompas. 2001). Hans Ovesen (PLYS 16. 2002). Jørgen Dines Johansen (KRITIK 152. 2001). Hans-Georg Gadamer (KRITK 152. 2001). Georg Brandes (PLYS 15. 2001). César Vallejo (bændelORMEN. led nr 5. 2001).).

Gå til toppen af siden