Tidsskrifter og filmkritik

Af Ivan Rod

Bærer filmkritikkens aktuelle niveau præg af fraværet af filmtidsskrifter? Spørgsmålet blev for nogen tid siden rejst af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter (FDK) ved et godt besøgt arrangement i Filmhuset.

FDK havde, i samarbejde med Filminstituttet, inviteret filmfolk, kritikere og tidsskriftsredaktører til at diskutere spørgsmålet. Af den simple grund, at der stort set ikke findes filmtidsskrifter i Danmark, kom diskussionen til at handle en del om dagbladenes anmeldelser.

Til mødet havde FDK bedt Anne Jerslev, tidligere filmanmelder på bl.a. Politiken, nu lektor på Institut for Film og Medievidenskab på Københavns Universitet og Bo Green Jensen, forfatter og tidligere filmanmelder på bl.a. tidsskrifterne 1000 Øjne og Øjeblikket , nuværende anmelder på Weekendavisen komme med oplæg. Og fra branchen filminstruktør og tidligere dramachef på Danmarks Radio, Rumle Hammerich, og filminstruktør og nuværende formand for Instruktørsammenslutningen, Franz Ernst.

Mødet kom til at kredse om to ting: 1) Kritikkens aktuelle standard, 2) behovet for et nyt filmtidsskrift.

Kritikkens aktuelle standard

"I sin tid var der stor forskel på at skrive i en avis og et tidsskrift, men i de forløbne ti år, er der som bekendt sket et skred af en slags," sagde Bo Green Jensen og fortsatte:

"Avisernes kultursektioner og de forskellige kommercielt funderede, men dog kulturelt orienterede magasiner har i stigende grad ekspanderet og absorberet de essays, portrætinterviews og perspektiverende features, som tidligere var tidsskriftets domæne. Bevægelsen er ikke så markant herhjemme, hvor hverken aviserne, magasinerne eller tidsskrifterne er på niveau med de bedste britiske, franske og amerikanske. Men tendensen er der, og den er klar. Man kan godt beklage det skete, fordi det har bl.a. betydet, at vi ikke har det store samlende og regulært fremragende filmtidsskrift, som Filmmuseets Kosmorama var i lange perioder af sin levetid."

Anne Jerslev kan fortælle, at hun selv i flere tilfælde i Politiken havde søgt at analyse tendenser eller beskrive temaer i en filminstruktørs værker. Eksempelvis har hun skrevet om temaer i Susanne Biers produktion. Hendes analyse lancerede avisen under overskriften: "På briksen". Dét ser Anne Jerslev som et symptom:

"Skiver man noget - for at sige det lidt groft - som indeholder to sammenhængende, analytiske tanker, som ikke har dagsaktualitet, bliver det gjort til noget, der har med lange og pinefulde timer på psykoanalytikerens briks at gøre."

Videre giver hun dagbladenes filmanmeldelser følgende vurdering:

"Avisernes anmeldelser er af samme beskaffenhed som de film, der anmeldes: Let og harmløs underholdning, flygtig og beregnet på umiddelbar konsum. Det er ikke filmanmeldelsen som sådan, der er problemet i dagbladene. Problemet er, at den som regel står alene i aviserne og dermed som tendens reducerer film til underholdning."

Om det var på dén baggrund Franz Ernst rettede en kritik mod film- og musikmagasinet Blender, er svært at sige. Men netop dét magasin tog han hårdt fat om. Han havde dagen i forvejen købt et eksemplar og konstateret, at det først og fremmest var "en mexicansk sexsirene" der skulle sælge bladet. "Ikke seriøs filmkritik." Og videre:

"Den seriøse danske filmkritik eksponeres primært i dagspressen. Og så er spørgsmålet, graver den dybt nok. Selv om dagbladet Politiken hver uge udgiver et helt tillæg om film, så må man vel desværre sige, at der er grænser for, hvor dybt man graver her. Hvor tæt man kommer på den skabende proces. Hvor grundigt man behandler filmkunsten. Og hvor grundigt man informerer om filmpolitik en i Danmark og dermed kan være med til at præge udviklingen. Og dét selv om man råder over nogle velskrivende anmeldere.

Rumle Hammerich tegnede en imaginær kridtstreg på filmlærredet i Asta Bio for at illustrere mediebilledet: "I den ene ende er idioterne. Det er dem, der vil noget med verden, som vil påvirke den, som vil have den går i en anden retning," sagde han og gik hen i den anden ende: "I den anden ende er lemmingerne. Når der bliver sagt løb, så løber de. Jeg tror, det er vigtigt, at man som kritiker finder ud af, om man vil noget med verden, eller om man vil servicere en branche eller en redaktør. Ligegyldigt om man vælger det ene eller det andet er det en politisk beslutning.

Behovet for et nyt filmtidsskrift

Som indledning på diskussionen om behovet for et nyt filmtidsskrift gav Bo Green Jensen sit bud på forskellen på anmeldelser og kritik: "Som anmelder er man i princippet, den første der ser filmen, og man har derfor en formidlende rolle. Som kritiker i et tidsskrift kan man tillade sig at forudsætte, at stoffet er læserne bekendt. Man kan med andre ord tillade sig en højere grad af indforståethed, man kan tillade sig at røbe detaljer i plot osv. Man har luften og rummet, ilten og æteren til at brede stoffet ud, trække spor og linier på langs og på tværs af historien og traditionen. Man kan skrive fabulerende og ekspansivt snarere end reduktivt. Vi burde have derfor have en rig sum af filmessays, der på frugtbar vis læste værket i lyset af hele kulturen. Det har vi ikke. Istedet har vi teoretiske stileøvelser, der fortaber sig i semiotisk fetichisme og receptionsteoretiske spidsfindigheder. Og vi har dag-for-dag anmeldelser, der bliver skrevet i de mindre tillukkede medier, hvor man er tilfredse med resumeer, vilkårlige plotlinier og arbitrære henrettelser med stjerner eller hatte." For Bo Green Jensen var der altså ikke tvivl om behovet for et nyt filmtidsskrift.

Det var der heller ikke hos Anne Jerslev: "Der er masser af underholdende stof i filmkulturen , som kan beskrives på underholdende vis i dagspressen. Men filmkulturen dækkes ikke for øjeblikket af den danske filmkritik. Og vi bliver ikke oplyst af filmkritik, hvis vi ikke samtidig bliver klogere på filmkultur. Et stof som åbenlyst egner sig til tidsskrifter. På den anden side vil jeg mene, at det er relativt svært at lave et nyt filmtidsskrift, der kan samle de relativt store smagsforskelle, som filmkulturen i dag er præget af. Sentura er et godt bud på et blad, der indeholder artikler om både film og TV. Samtidigt vil jeg sige: Det er ikke mit filmblad. Men det er dog trods alt et bud på et blad, som henvender sig til os om film."

Franz Ernst: "Jeg savner et stort ambitiøst tidsskrift her i landet. Der burde være et med dansk films succesbølge. Det er vel også først og fremmest den manglende økonomi, der stiller sig i vejen for det. Derfor synes jeg, det ville være en naturlig opgave for Filminsituttet at sikre økonomien for sådan et tidsskrift, hvad enten det så var Kosmorama, der blev lagt om igen eller et helt nyt tidsskrift. Jeg synes, man skulle gøre det meget snart. Sparke et væsentligt og dynamisk og fremadrettet tidsskrift igang, som kunne inspirere dem, der laver filmene og samtidigt opdrager filmpublikum til ikke at ville nøjes med mexikanske sexsirener.

Rumle Hammerich var tilsyneladende den eneste markante modstander: "Det er godt med kritik. Men det er faktisk endnu bedre med selvkritik. Vi har i Danmark en auteur tradition, der er ret enestående. Den bygger på dialog og kommer fra Filmskolen og FAF. Hvis kritikken skal gå ind i en anden og klart kvalificeret fase - være med til at bringe dansk film videre - så skal den gå ind i rollen som sparringspartner de steder, hvor dialogen finder sted. Det vil sige på Filmhøjskolen, Filminstituttet og Filmskolen. Hvis dialogen fortsætter der, så vil selvkritikken være til stede, og så er der dybest set ikke brug for et filmtidsskrift. For hvem skal læse det? Jeg er ikke så sikker på, at vi skal have det blad. Måske er det bedre at sikre, at vi ikke får det. For når vi har det, tror jeg, det er symptom på noget usundt.

Gå til toppen af siden