Kulturtidsskrifter - medier i vækst

Af Peter Bondesen

Tidligere formand for Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter

Mange har forsøgt at definere, hvad et tidsskrift er. En nyere, svensk betænkning om bogen og kulturtidsskrifter, har en dejlig, optimistisk definition: Tidsskriftet er bogen, som aldrig ender. Formuleringen går på tidsskrifternes evindelige genkomst. Blot forholder den sig ikke til, at mange - alt for mange - tidsskrifter faktisk ophører i disse år. I mange tilfælde er tidsskriftet blevet til 'bogen, som ender brat midt i næste afsnit'!

Tidsskrifternes situation er under voldsom ændring. Det positive er naturligvis, at antallet af eksemplarer og i hvert fald antallet af titler stiger! Der er, afhængigt af definitionen, mellem 150 og 300 kulturtidsskrifter her i landet, og flere kommer til. Udgiverne har glæde af, at den nye teknik gør det overkommeligt selv at producere. Men tilgangen sker på forvredne præmisser: De klassiske brede tidsskrifter viger, mens nye, emnemæssigt ret smalle tidsskrifter er i vækst. Det er især de forholdsvis kostbare tidsskrifter - og især de, der er blevet udgivet af professionelle forlag - som trues.

Man skulle jo tro, at tidsskrifterne virkelig var i vælten i disse år. Interessen for kultur og kulturjournalistik vokser. Der er ingen tvivl om, at mange flere end tidligere følger med i ' det kulturelle', men det sker især i dagspressens kulturtillæg. Dagbladenes mulighed for at konkurrere på kulturstoffet er langt bedre end tidsskrifternes. Aviserne udkommer dagligt og har mandskab at sætte ind. Gælder det om at hyre en ny lovende anmelder, som man kender fra et tidsskrift, betyder det som regel bare at tage telefonen. Vis mig den håbefulde skribent, der kan sige nej tak til avisens kulturredaktør. Hun får jo ikke andet end anmeldereksemplaret og et par frieksemplarer af det tidsskrift, hun før skrev til!

Tidsskrifterne har betydning både for de, der redigerer, de som skriver og de som læser. man kunne sige det sådan, at de tilsammen danner et rum, hvor den fundamentale meningsudveksling om kulturlivet foregår. Skal man sige det højtideligt, er tidsskrifterne garantien for ytringsfrihed på kulturområdet.

Ser man på tidsskrifterne fra redaktionernes side, er deres opgave at arbejde på et højt niveau med de emner og den profil, som er netop deres tidsskrifts grundlag. Tidsskrifterne skal bringe nyt stof frem i spalterne, og redaktionerne må derfor have en solid forankring i deres miljø. For nye redaktører er arbejdet ofte det første møde med den svære kunst at skulle samarbejde og endda sende et trykt produkt på gaden - og til tiden! For skribenterne er tidsskrifterne tit det sted, hvor de første gang får deres tanker og resultater frem på tryk.

Tidsskrifterne baserer især deres økonomi på abonnementer. Nogle tidsskrifter får dækket underskud ind fra et forlag, som har set det som en opgave også at udgive et tidsskrift. Andre tidsskrifter restfinancieres af de organisationer, som udgiver dem. Det er kun ganske få kulturtidsskrifter, som sælges i større antal i boglader og kiosker. Og annoncer? Ja, som regel er oplagstallene så små, at det er vanskeligt for redaktionerne overhovedet at skaffe annoncer. At skaffe fondstilskud til temanumre svarer nærmest til at gøre i bukserne for at holde varmen. For de fleste er økonomien derfor stram.

I disse år ændrer abonnentskaren sig til og med. Mens bibliotekerne tidligere tegnede sig for mange tidsskrifter, er det idag kun de største folkebiblioteker, som har et nogenlunde dækkende tidsskrifthold. I dag holdes tidsskrifterne især af private. Dét betyder, at tidsskrifterne er blevet stærkt markedsfølsomme og påvirkelige af troløse abonnenter og ændrede trends. Det betyder også, at tidsskrifterne tenderer mod at blive stadig mere specialisere. Meget af det almene kulturstof kan abonnenterne jo alligevel læse i aviserne!

Bibliotekerne har idag bragt sig i en paradoksal situation i forhold til tidsskrifterne: På den ene side tyder alting på, at brugen af tidsskrifterne faktisk stiger: Tidsskrifterne er blevet gjort tilgængelige på den mest fremragende måde igennem den elektroniske artikelbase. Det ser også ud til, at bibliotekerne bruger tidsskrifterne flittigere, især til de mange elevopgaver, som bygger på litteratursøgning og aktualitet. Alligevel er bibliotekernes tidsskrifthold faldet dramatisk: Årsagerne er lette at få øje på, og nogle af dem ligner det, som vi for år tilbage kaldte 'bogens krise': Mange biblioteksfilialer er simpelthen lukket ned. Omlægning af materialekontoen fra trykte medier til elektroniske har ramt tidsskrifterne hårdt - formentlig hårdere end bogkontoen. Artiklerne kan jo alligevel altid skaffes som kopi!

I 1987 afleverede 'Den litterære institution USS' ('Under Stadig Skælven') sin rapport om kulturtidsskrifternes tilstand, den eneste rapport om danske kulturtidsskrifter, som vi p.t. kender. Rapporten betød, at den daværende kulturminister bestemte sig til at styrke tidsskrifterne. Rapporten fokuserede især på produktions- og udviklingsstøtte til tidsskrifterne. Det første er let at forstå. Det andet drejer sig om særlige tilbud til redaktionerne og stærkest stod idéen om tidsskriftværksteder, som kunne stille gratis edb-udstyr til rådighed. Rapportens forfattere beskrev grundigt problemerne med at få tidsskrifterne afsat og bragt ud af de snævre cirkler, de har en tendens til at lukke sig inde.

Ministeriets støtteordning blev sat i værk, men som forventeligt i en skrabet udgave. Ordningen fik kun råd til at uddele produktionsstøtte og til at starte værkstedsforsøg. Den brede udviklingsstøtte blev droppet.

Hvordan har tidsskriftstøtten det så idag? Ja, den er langt bedre end ingenting. Tre millioner tips- og lottokroner om året. Mon ikke området igen får det samme i 2000? Er det meget eller lidt? Den svenske tidsskriftstøtteordning fordeler ca. 20 millioner godt nok slanke svenske kroner til en noget større befolkning, men alligevel taler det svenske niveau for sig selv. Den danske støtte er skrabet.

Der kan ikke være tvivl om, at staten skal være med til at fastholde et nationalt kulturliv på højt niveau. Der kan dog herske tvivl om, hvorvidt ministeren vil slås for en større, hårdt tiltrængt bevilling.

Til gengæld kan der ikke herske tvivl om, at ministeren er klar over betydningen af at bevare det såkaldte 'armslængdeprincip' m.h.t. kulturstøtten: D.v.s. af at lægge tilskudspuljerne ud i det berørte miljø. Tidsskrifterne fik således pr. 1. januar 1998 mulighed for selv at pege på en repræsentant til tidsskriftsstøtteudvalget. Den viden om tidsskriftproduktion, som ligger i selve miljøet, bliver dermed inddraget i fordelingen af midlerne. Det fem personer store udvalg består herefter af fire personer, som er indstillet til opgaven af de store, kulturelle statsinstitutioner, og - som nævnt - en person indstillet af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter. Alle er udpeget af ministeren selv.

Kulturtidsskrifterne skal nok bestå. Ingen tvivl om det! Det, der er tvivl om er, om vi - med den herskende tidsånd - får de tidsskrifter, vi har brug for. Det vil sige tidsskrifter af høj kvalitet, med en vis bredde og åbenhed, med udvikling og gennemslagskraft. Forudsætningen er at den absolut nødvendige, statslige tilskudsordning udbygges.

Gå til toppen af siden