Informationssamfundets øje.

Informationssamfundets øje.

Fra en tilhører til debatmøde på Louisiana afholdt, 22.10 1997

Vilkårene for oplysning og kulturdebat i informationssamfundet.

 

Af Peter Bondesen, formand for Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter.

 

Det er ganske vist, at mange læsere er optagede af kulturtidsskrifternes ræsonnerende artikler. Derimod er det knapt så sikkert, at kulturtidsskrifterne som medie betragtet optager ret mange andre end redaktioner og forfattere. Det var en fornemmelse som også Kritisk debatmøde på Louisiana efterlod. Da det blev kendt, hvor mange (eller rettere hvor få) deltagere, som et ellers godt foromtalt arrangement kunne trække, blev det i al hast flyttet fra museets store auditorium til et mindre, mere realistisk lokale.

Den festlige anledning til debatmødet var, at Kritik nu er udkommet i 30 år med 125 numre. På trods af den runde dag havde de to redaktører Nils Gunder Hansen og Frederik Stjernfelt åbenbart fornemmet vanskeligheden ved alene at diskutere deres tidsskrift, altså mediet. De havde derfor efter et indlæg om kulturtidsskrifterne siden 1950-erne lagt tre forskellige oplæg om begrebet “oplysning” ind. Desværre blev det dog aldrig helt klart for tilhørerne, hvori forbindelsen mellem de to emner består.

Poul Behrendt indledte med et oplagt indlæg om kulturtidsskrifternes rolle fra 50- erne til i dag. Som tidligere redaktør af Kritik og fuldt ud begrundet i tidsskrifternes jubilæum blev netop Kritiks betydning i sin position mellem de andre litterære tidsskrifter foldet ud. Generelt så han udviklingen af kulturjournalistikken som et paradoks. De store, klassiske tidsskrifter er forlængst ophørt, eller de udkommer med meget lavere oplagstal end tidligere. De nye kulturtidsskrifter specialiserer sig og retter sig mod afgrænsede målgrupper. Hvis man derimod måler kulturjournalistikken i spaltelængde og antal læsere er situationen omvendt. Dagbladenes kulturtillæg og en velkendt ugeavis har overtaget en stor del af det almene kulturstof - og disse medier har vel også overtaget adskillige skribenter og redaktører fra tidsskrifterne. Resultatet er nu, at aldrig har så mange været så bredt kulturelt orienteret - og det på trods af de klassiske tidsskrifters åbenbare problemer.

Poul Behrendts egen rolle som redaktør i Kritik blev forbigået i beskeden tavshed. Heldigvis kan den med stor fornøjelse læses i Kritik nr. 75/76, 1986. Det er formentlig den skarpeste og morsomste redegørelse for en tidsskriftsredaktørs situation, som endnu er udgivet på dansk.

De øvrige indlæg, som behandlede problemet “oplysning”, var afholdt af Per Aage Brandt, Mogens Lindhardt og Søren Harnow Klausen.

Debatten efter indlæggene afslørede trods alt publikums lyst til at få mere at vide om kulturtidsskriftmediet. De klassiske tidsskriftstypers tilsyneladende krise kunne forsøgsvis forklares som en følge af de mange mindre mere specialiserede blade, som på den ene side gør det vanskeligt for de store - men som på den anden side oplagsmæssigt og m.h.t. spredning tilsammen sandsynligvis langt overstiger tidligere tiders tidsskriftforbrug. Hver kvinde eller mand kan i dag udgive sit eget tidsskrift takket være den nye og langt billigere teknik. Den lette tilgang til udenlandske tidsskrifter betyder sikkert også noget for det vigende abonnementstal. Et spørgsmål om kulturtidsskriftsforeningens rolle forblev desværre ubesvaret, ligesom spørgsmålet om Internettets betydning for tidsskriftene svævede bort i vinden. Det må vi have svar på senere.

Det er ikke let at lave arrangementer om kulturtidsskrifter. Publikum vil gerne læse os - men om mediet generelt gælder det, at vores viden er mere beskeden. Det bør der gøres noget ved.

Gå til toppen af siden