Den tidsskriftskulturelle redelighed

Af Finn Barlby,

Redaktør af BUM og Plys, kasserer i Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter

Der er mange ting, der er svære at få rede på. Hvorfor er det for eksempel sådan, at bogsalget ( til private) har været støt stigende gennem de sidste ti år? Hvorfor er det for eksempel sådan, at kulturtidsskrifterne generelt har det så svært - og igen og igen må se sig overset af de kulturelt interesserede? Hvorfor dit og hvorfor dat?

Der er ingen tvivl om, at kulturtidsskrifterne som sådan kan stille flere spørgsmål end ti ministerielle udvalg og hundrede kulturelt interesserede kan svare på. Det er for så vidt okay, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at der er noget galt. Der mangler simpelthen et overblik over, hvad der sker, og hvorfor der sker det, der sker på den tidsskriftskulturelle front. Som det er nu, lever myterne i bedste velgående. Den måske mest sejlivede er den, der hævder, at de bedste tidsskrifter er dem, der forsvinder hurtigst. Jo hurtigere, jo bedre. Det er, som ligger det fast, at tidsskrifter helst skal have en kort levetid, hvis de skal være ordentlige tidsskrifter, for kun da er de i stand til at være et rigtigt tidens tegn. "... ligeså mange leveår, som det nu er muligt for et tids-skrift at få." skriver John Chr. Jørgensen og understreger det med tidens tand ved at kursivere tids-. Sådan er det bare, og det er der ikke så meget at gøre ved. Det er ikke engang ærgerligt. Det er bare et vilkår. Sikken redelighed.

Den aktuelle situation? Som det er lige nu, ser det ikke for lyst ud:

Levende billeder er gået neden om og hjem og dagbladet Politiken har købt rettighederne til bladet. Hvorfor vides ikke... eller...? PRESS har haft problemer... (og er stik imod al logik genopstået). Og på den børnekulturelle front er det allerede længe siden Bixen blev lukket, selv om det i sit sidste leveår blev udgivet af et af landets største forlag.

Bibliotekerne bliver ved med at reducere deres indkøb. De private købere og abonnenter står ikke ligefrem i kø for at komme til at abonnere. Hvorfor er en gåde.

Dagbladenes omtaler eller anmeldelser af kulturtidsskrifter kan ligge på et meget lille sted eller er ikke eksisterende. John Chr. Jørgensen havde i en periode den hidtil mest omfattende dækning af området i Politiken, men nu da han er gået over til Ekstra Bladet er alt igen ved det gamle. Det vil sige: Så sker der ingenting.

Kulturministeriets støtteordning er guld værd, men sandt at sige er det langt fra nok til at dække behovet endsige skabe basis for egentlige konsolideringer eller nyskabelser. I Sverige er der langt flere midler til rådighed, og alligevel er også mange svenske tidsskrifter i vanskeligheder. Så det er ikke let at sige, hvad der skal til. Men .... ...miseren er en kendsgerning.

Selv om det altså ser sort ud, så er alt ikke sagt, bare fordi man siger, at det er ad helvede til. Sådan er det ikke kun og ret og slet. Der er faktisk både lyspunkter og tendenser, der peger i andre retninger.

Kulturministeriets støtteordning har haft og har stor betydning for en lang række blade. Men ordningen bør og kan forbedres. Området bør have tilført flere midler. Der bør gennemføres en egentlig kortlægning af kulturtidsskrifternes situation (økonomisk, redaktionelt, markedsmæssigt o.s.v.), sådan at nogle af de grundlæggende problemer kan blive afhjulpet.

Her er der noget at gøre, uden at det vil koste det helt vanvittige. Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter (FDK) har siden starten i slutningen af 1993 gjort en stor indsats for at placere kulturtidsskrifterne på landkortet. FDK har gennemført kurser, seminarier og en enkelt stor konference. FDK har markedsført kulturtidsskrifterne på messer i Sverige og Danmark. Bogmessen i Göteborg og i Forum i København. FDK har deltaget i Bogfesten i Århus o.s.v.

FDK har sæde i Copy-Dan (undervisningskopier), har en aftale med Dansk Biblioteks Center (DBC) om et fuldtekstdatabase-forsøg, har et samarbejde med Dansk Fagpresse og SAFT-bladene i Fagbladenes Fællesudvalg (FFU) - og endelig (og i praksis noget af det vigtigste) har FDK et sæde i Kulturministeriets tidsskriftsstøtteudvalg og en aftale med samme om driften af et Kulturtidsskriftcenter (i realiteten: et værksted) i København.

FDK har gennemført en mindre undersøgelse af bladenes distributionsforhold, som på en eller anden måde bør følges op med en egentlig og betydeligt mere omfattende undersøgelse af bladenes generelle situation.

Her er noget at overveje for Kulturministeriet, Kulturministeriets tidsskriftsstøtteudvalg og Statens Litteraturråd. Hvad skal der til for at gennemføre en sådan undersøgelse? Hvad skal præmisserne være? Hvem skal gøre det?

Der er nok at tage fat på.

Der er nok af muligheder.

Det er bare et spørgsmål om at komme igang.

De ustandselige forandringer.

Der er meget, der kan forandres: F.eks. bør loven om Biblioteksafgift (Danmarks dejligste afgift, som ordningens administrator Statens Bibliotekstjeneste frejdigt kalder den) ændres således, at også tidsskrifternes bidragydere får del i afgiften på linje med alle andre forfattere. Det er rent ud en skandale, at disse mange rettighedshavere ikke får en krone i afgift. Det er en kroneklar uretfærdighed, der hurtigst muligt bør gøres noget ved.

Hvem tager initiativet ....!?

F.eks. bør nærværende katalog over alle danske kulturtidsskrifter udgives årligt, sådan som det allerede er tilfældet i Sverige. Kataloget, som fungerer som salgs- og markedsføringskatalog, kan passende udsendes samtidig med Bogmessen i Forum.

F.eks. bør der laves en debatbog om kulturtidsskrifternes situation og rolle - nationalt og internationalt, aktuelt og historisk. Har kulturtidsskrifterne en fremtid....!? Hvem sætter noget igang!?

Og-så-videre.

Der er meget, er kan forandres.

Der er meget, der er under forandring: F.eks. kommer der jo hele tiden nye tidsskrifter til. F.eks. er selve mediebilledet ved at ændre karakter, fordi der nu er tidsskrifter, der kun udkommer i elektronisk form. Hvad det kommer til at betyde, er ikke til at sige lige nu og her. Men under alle omstændigheder er området et meget dynamisk område.

Kulturtidsskrifternes brogede mangfoldighed baserer sig på et kæmpemæssigt stykke arbejde, et sejt træk, der langt hen ad vejen trodser enhver form for havsnød.

Dette at udgive og redigere et kulturtidsskrift er i dagens Danmark nærmest det samme som at gå på vandet. Det er så det, BUM nu har gjort i snart 15 år, og PLYS har gjort i hele 11 år. Det er vel i og for sig noget af et kunststykke. Det kan lade sig gøre. Men det er bestemt ikke nogen dans på roser.

Gå til toppen af siden